Gamle dage
Da laden brændte og flammerne stod
højt op i himlen så røde
Kom tjenestepigen grædende til
betjenten på vaklende ben.
Hun havde sit lommetørklæde i hånd
og kjolen var krøllet og snavset,
hun kiggede på ham med bedende øjne
og tårerne faldt ned på kind
da hun sagde med skælvende stemme:
?Det er min skyld at laden den brænder.?
Undrende betjenten så stille på hende
og sagde så sagte og blidt:
?Hvorfor det? min lille Marie?
?Jo, ser du. Johannes sagde han ville
pule mig så, at de blå og røde flammer
ville stå ud af roven på mig.
Þetta ljóð er gert út frá gömlum brandara frá Jótlandi í danmörku.